En uanselig fugl med en magtfuld stemme
Den er næsten usynlig, når den sidder gemt i buskadset – men lyden er til gengæld overvældende. Nattergalen (Luscinia megarhynchos) har fortryllet menneskene med sin sang i århundreder. Her er tre bemærkelsesværdige fakta om denne lille sangfugl, som måske vil overraske dig.
Nattergalen er omtrent spurvestørrelse og bærer et diskret brunligt fjerdragt. Den trives i blandingsskove, hække, ådale, parker, kirkegårde og haver – og den holder sig helst godt skjult. Dens kost består af insekter, larver, edderkopper, orme, bær og frugter. Uden for det høje nord er nattergalen udbredt over hele Europa.
Interessant nok ser bestanden ud til at vokse, modsat mange andre sangfugle. Under NABU’s store havefugletælling blev der i 2022 registreret markant flere nattergale end året før. I 2023 var antallet en smule lavere, men stadig højere end i 2021. Det er en udvikling, der giver god grund til at lære denne elegante sanger bedre at kende.
Mestersangere blandt havefuglene
Nattergalen bærer sin største egenskab direkte i sit navn. Ordet “nattergal” stammer fra et vestgermansk ord – nahtagalōn – som betyder “nattetidssangerske.” Det natlige musikalske optræden er netop det, der kendetegner arten. Fra klokken 23 og frem til den tidlige morgen kan man høre den melodiske sang strømme ud over skove, haver og enge.
Det er faktisk kun hannerne, der synger. Formålet er ret pragmatisk: sangen bruges primært til at tiltrække hunner og holde rivaliserende hanner borte fra reviret.
Sangfuglenes repertoire er imponerende. En voksen han behersker over 250 forskellige strofotyper, som kan adskilles fra hinanden med korte pauser imellem. En hel nattergalebestand råder ifølge adfærdsbiolog Silke Voigt-Heuckes forskning over omkring 2.000 varierende, men genanvendte strofevarianter. Forskerne har endda påvist lokale “dialekter” – bayerske nattergale synger en smule anderledes end eksempelvis saksiske.
Nattergalen som kunstnerisk muse
Nattergalens særprægede adfærd har altid fascineret mennesker. Som maj måneds fugl varsler den den varme årstid. I mange traditioner symboliserer sangfuglen kærlighed, og dens sang siges at bringe helbredelse og en blid død. Gennem mytologi, litteratur og musik er nattergalen blevet foreviget i utallige værker – særligt i middelalderen, men også i nyere tid.
Det musikalske talent har inspireret navnkundige komponister verden over. Kendte musikstykker viet til nattergalen inkluderer:
- Dolcissimo uscignolo (“Sødeste nattergal”) af Claudio Monteverdi
- Il Rosignuolo (“Nattergalen”) af Antonio Vivaldi
- Le rossignol (“Nattergalen”) af Igor Stravinskij
- “Gøgen og nattergalen” af Georg Friedrich Händel
I barokken var begejstringen for fuglens høje trillerier så stor, at visse orgler fik monteret et såkaldt “nattergaleregister” – et særligt effektregister, der kunne efterligne fuglestemmens klang under spillet. Berømte sangere og sangerinder – især koloratursopranister og kastratsangere – blev hædret med titlen “nattergal.”
Skatten på nattergale
Det velstående byborgerskab i 1800-tallet fandt det yderst fashionabelt at holde nattergale i bur derhjemme. Folk glædede sig over fuglenes sang og fyldte hele volièrer med dem. Fuglehandlere lod dyrene fange i naturen og solgte dem åbent på markeder.
Da myndighederne frygtede, at bestanden ville lide under den voksende efterspørgsel, indførte man særlige lovgivningstiltag. Burholdning af nattergale blev belagt med en høj skat – den såkaldte nattergaleskat. Fugle til burholdning skulle stamme fra avl og måtte kun handles med dokumenteret oprindelsesbevis. For hver fugl man holdt, skulle man betale denne særskat årligt.
Allerede i middelalderen og de efterfølgende århundreder havde man gentagne gange forsøgt at indskrænke vildtfanget af nattergale ved lov eller forbyde holdning af vilde fugle i bur helt. Krybskytter, der blev taget på fersk gerning, risikerede store bøder.
Mod slutningen af 1800-tallet mistede borgerskabet gradvis interessen for privat nattergaleholdning og vendte i stedet blikket mod eksotiske fugle som kanariefugle og papegøjer. Med det første tyske fuglebeskyttelseslovs ikrafttrædelse i 1888 blev vildtfang og holdning af nattergale ensartet og endeligt forbudt.
